Blixen in a nutshell

Debatten raser i Danmark. Regeringens pæne og pragmatiske facade har lidt et ordentligt knæk og er blevet beskadiget af en sandhedens røst. Og kender jeg Birthe Rønn Hornbech ret, så var der absolut intet kluntet ups-hovsa over det. Det var derimod et meget velovervejet og velplaceret skud på rette tid og sted. Og det er derfor vi elsker hende. Endelig en seriøs politiker, som ikke lader sig kue af populistisk journalistik og statsministerens hårde hånd, en profet, som tør udtale sandheden om den retning mod afgrunden, som dansk politik bevæger sig forårsaget af virusset Dansk Folkeparti.

To trossystemer er i hård kamp mod hinanden. Det ene system deles af Pia Kjærsgård og politiske islamister, som ønsker en totalitær stat indført. Kristian Thulesen Dahl bekræfter disse islamisters ærinde med sin udtalelse i dag: ”på mange stræk er vi antimuslimer”. Deres syn på tørklædet hylder den farisæiske ydre stolthed men er ligeglad med – i Birthe Rønn’s ord – ”sindelaget”. Deres lovreligion fører til totalitarisme.

Det andet trossystem er frihedsidealet, som dybest set er garanteret, ikke af politisk sekularisme eller demokrati, men af kristne idealer, sådan som Birthe Rønn udtrykker det: “også kristne tjener en anden Herre end lovgivningen” og endvidere i tilfælde af at love mod disse grundlæggende kristne værdier indføres: “så må den kristne gøre oprør”. Kan hun mene andet med disse udsagn end at lovgivningen tjener målet, dvs de kristne frihedsidealer? At Guds vilje er over loven? Prøv så engang at forestille dig disse udsagn med muslimsk fortegn! Der ville lyde et ramaskrig i hele familien Danmark og en rædsel uden lige ville sprede sig som frygten for en pest. Hvorfor er det, at hele det politiske Danmark ikke farer op af stolen mod Birthe Rønn’s teokratiske udmeldinger? Hvorfor citeres hun for at bruge udtryk som “fanatiske antimuslimer”, men det bliver forbigået, at Birthe Rønn har indført teokrati i Danmark? Svaret er simpelt nok: Mange danskere er friheds-absolutister, i kløerne på de kristne frihedsidealer gennem århundreders påvirkning. De tror det stammer fra humanistiske filosofier, men de har lånt det fra den tid, hvor Jesus ramte hovedet på sømmet, da han sagde: ”ikke lovgerninger, men tro”. Disse danskeres overbærenhed med Birthe Rønn’s kristne fundamentalisme kan kun give mening fordi deres grundlag dybest set også er det kristne. Og det er godt.

Og her står vi så: i valget mellem religiøs lovtrældom og religiøs frihed. Vi bliver nødt til at forpligte os den ene eller den anden vej, for der findes ikke et værdi-neutralt valg. Begge valg er fundamentalistiske valg, som afslører vores personlige værdier. Som kristne er der kun et rigtigt valg. Tak til Birthe Rønn for denne indsigt.

Det er sket før i varmt vejr, og det vil være naivt at benægte, at det kan ske igen: Jeg besvimede i dag!

Ligesom de andre gange er det stensikkert, at det var på grund af væskemangel. Vi havde brugt en del af dagen på at trave Nairobi tynd i høj sol og stegende varme, og jeg havde ikke fået drukket nok. Ironisk nok skete det på sygehuset, fordi vi var henne og besøge en ven, som er blevet indlagt. Jeg fik kvalme, begyndte at svede enormt og blev svimmel, så jeg prøvede at komme ud på toilettet. Som en anden drukkenbolt vaklede jeg ud i trappeopgangen. Herefter husker jeg ikke noget, men jeg er åbenbart vaklet de få meter tilbage ned ad gangen hvor jeg faldt og slog hovedet ind mod væggen (eller et bord; ved det ikke helt, men det føltes hårdt :( …). Sygeplejerskerne fik hentet noget vand og bakset mig ind i en seng, hvor jeg langsomt kom til hægterne.

Ved ikke hvor mange af jer der har prøvet at besvime, men jeg forestiller mig min vaklende oplevelse idag føltes ligesom en brandert af den grumme slags. Og gad vide om ikke den hovedpine jeg har efter slaget også føles lidt li’som tømmermændene morgenen efter? Hvis det er rigtigt, så har jeg da fundet ud af hvordan sådan noget er - og jeg føler absolut ingen trang til fremover at fremprovokere sådanne oplevelser via eksperimenter med alkoholiske hjælpemidler.

Desuden har jeg lært, at selv efter 9 måneder under Afrikas sol uden problemer, så skal jeg nok være lidt opmærksom på min væskebalance i fremtiden. Tak for denne lille reminder!

Gennem de sidste par år jeg i stigende grad blevet opmærksom på styrken i fortællinger. Det kommer sig af den generelle tendens i postmoderne vestlige samfund til at fokusere på personlige erfaringer i modsætning til et sandhedsbegreb, som udelukkende værdsætter såkaldt “objektiv” sandhed. I mine første timer i apologetik i dag udtrykte min lærer noget nær det ultimative skridt i netop den retning:

“Reason is simply a slave of story!”

Hvad ligger der egentlig bag sådan et udtryk? Jo, en Kenyaner, som er vokset op i landsbyen har fået fortalt historier fra barndommen, historier om ånder, om forfædre, om landsby-fællesskab, om familie osv. I Danmark bliver der fortalt historier om, at det eneste vi kan stole på er det vi kan se, om at børn bliver formet af deres oplevelser i den tidlige barndom, om at målet med livet er maksimal nydelse, om at religion blot er et psykisk og socialt fænomen osv. Vores literære, kulturelle, sociale og politiske virkelighed sikrer en vis grad af sammenhængskraft i samfundet via disse historier.

‘Logik’ er blot naturlige følger af disse aksiomer - eller fortællinger om man vil - og intet andet. Rationalitet eksisterer udelukkende indenfor lukkede systemer, som bygger på fortælling. Hvis to personers livs-fortællinger er væsentligt forskellige, så vil det være svært at følge hinandens logik. Sådanne problem-stillinger ses bl.a. i diskussioner over spørgsmål omkring abort, evolution, familie-etik, rettigheder/ansvarlighed, religion/politik, demokrati, ytringsfrihed osv. Sådanne diskussioner kalder vi ofte for ‘værdikampe’. Man skal ikke undervurdere styrken ved livs-fortællinger i disse diskussioner. Kampen mellem overbevisninger udkæmpes primært på dette plan.

Men hvad så med vores brug af Bibelen. En kristen i Danmark vil typisk vende sig til Paulus’ breve hvis der skal argumenteres etisk … eller til Bjergprædikenen i Matt 5-7 …  eller til de Ti Bud. Hvorfor egentlig? Fordi vi har det bedst med bud og love, som kan forstås rationelt? Fordi Paulus bruger argumenter og logik, en metode som appelerer til Oplysningstiden filosofiske paradigme?

Men hvis det er sandt, at fortællinger ligger til grund for logikken, har vi så ikke mistet et kært eje i de bibelske fortællinger? Har vi ikke smidt vores bedste våben til siden som ubrugeligt for argumentation for den Bibelske fortælling om en kærlig og retfærdig Gud?

Kort sagt: Har vi ikke undervurderet styrken ved fortælling?

Det er et livsvilkår i Afrika at strømmen går af og til. Vand og strøm går ikke så godt sammen, så regntiden er den værste tid hvad det angår. Men helt ærligt, hvem forstår ikke grunden til at strømmen forsvinder når elektrikere kan lave sådan noget makværk som nedenstående elmast er et eksempel på. Det er jo livsfarligt!

Gad vide hvad gennemsnitslevealderen er for elektrikere i Kenya …!?

Hermed en lille opmuntring fra et matatu-vindue til den, som synes det hele ser sort ud.

Er der nogen der på en idiotsikret måde kan forklare mig hvorfor stjernerne hænger på hovedet i Afrika?

På vores ferie i Lamu faldt vi over en hyggelig afrikansk hippie-fætter, som var ivrig efter at diskutere med os. Han var muslim og udtrykte stolthed over, at han forholder sig kritisk til omverdenen. Som han sagde, han dannede sig sine egne meninger og troede ikke bare på alt, hvad han hørte.

Så da han fandt ud af at vi var kristne brugte han alle kræfter på at overbevise os om, at det hele var rent fup. Kristendommen var slet ikke så gammel som vi alle gik rundt og troede. For som han sagde: I virkeligheden var det bare briterne, der havde opfundet kristendommen. Beviset: King James havde skrevet Bibelen og udbredt den til hele verden gennem imperialisme. Bibelen var i virkeligheden en forkortelse for “British International Book of Law and Entertainment” (BIBLE).

Hvad gør man så lige? Han troede altså seriøst på det!!!

Siger man til sig selv: “nej, jeg gider altså ikke diskutere på det niveau”, og går? Eller prøver man tålmodigt at forklare ham hvilke fakta der taler imod hans fortolkning? Eller lader man ham bare plapre løs (det var alligevel svært at få et ord indført) og trækker på smilebåndet når han er forduftet?

Jeg er ked af at skulle indrømme det, men nogen gange er det altså svært at skulle tage folk seriøst. Men vi fik os et billigt grin (da han var gået) og blev en oplevelse rigere.

Ihh altså! Nu fik I mig til at bruge tre hele timer på at sidde og prøve at fange et hestegrins-billede af min lærer med mobilen - og det lykkedes ikke engang særlig godt. Nedenfor er det bedste jeg kunne få ud af det. Og det eneste man kan se er to hvide linier. Den øverste er hans tænder i overmunden, den nederste er tænderne i undermunden. Måske man kan få en fornemmelse …?

For noget tid siden fik vi penge i fødselsdagsgave til at købe sofa. I dag var vi ude for at købe den, som vi havde udset os. Indvielsen fandt sted med en “morfar” i halvanden time tidligt på aftenen. Vi havde et par krav.

• For det første, man skulle kunne sidde komfortabelt på langs med benene smækket op (det er min studie-læse-stilling).
• For det andet, den skulle ikke være alt for grim (selvom det er svært at tage det med stil alt for højtideligt når ens andre stole har gulnet blomsterbetræk og ens gulv er malet mørkerødt!!).
• For det tredje, den skulle være inden for vores budget.

Den har klart bestået testen i alle tre kategorier, især den første! Tak for gave til jer der var med til at bidrage med penge til indkøb af den.

Og til Mikael: Du har noget at se frem til

Det slog mig da vi kiggede billeder i dag, at en hovedgade siger ret meget om et sted. Prøv fx at sammenligne nedenstående tre hovedveje fra forskellige steder her i Østafrika.

Hovedgaden i Lamu ved Kenyas kyst! Man forstår hvorfor de ikke har biler i byen!

Hovedvejen (-stien!) på det bredeste sted på Bukasa Island i Viktoriasøen, Uganda.

Hovedgaden i Nairobi centrum.