“Jeg vil dø!”

Ja, nogenlunde sådan lyder det i mine ører når Ignatius skriver: “Hvor jeg dog glæder mig til de vilde dyr, som er bestemt for mig. Jeg vil endog lokke for dem, for at de kan sluge mig straks, og ikke som det gik nogle, som de var bange for og ikke rørte. Ja, hvis ikke de vil frivilligt, vil jeg tvinge dem til det.”

Jeg har lige afleveret en opgave i kirkehistorie. Rodney Stark, som jeg tidligere har nævnt, bruger sociologisk viden til at forklare forskellige fænomener i urkirken, heriblandt martyrerne. Han mener, at religiøs tro og handlinger skal forklares på samme måde som man i sociologien forklarer enhver anden handling, nemlig ved rationelt valg: Hvad ser ud til bedst at kunne betale sig! Ignatius havde altså ikke mistet snusfornuften, selvom det kan virke sådan når man læser ovenstående citat. Det var derimod udfra en rationel vurdering af fortjeneste overfor omkostninger (indtjening/udgifter om man vil), at han handlede som han gjorde. Der var forskellige faktorer på plussiden: Han var overbevist om, at han ville blive husket i kirken som en helt, han var overbevist om, at han efter døden ville opstå til et fysisk evigt liv, og på sin rejse fra Antiokia til sit martyrium i Rom blev han hyldet af alle menighederne, som sendte udsendinge for at besøge ham. Hvis ikke han var gået hele vejen til sit martyrium, så ville hans navn ikke være blandt de kirkefædre, som vi hører om i dag.

En ganske interessant tanke. Hvorfor er kristendommen ikke mere et lige så “godt køb” i den vestlige verden som det var den gang. Sagt på en anden måde: Hvorfor mener folk ikke, at de “får nok ud af” kristendommen til at de vil satse på den?