Kenyas kontraster

Uddeling af nødhjælp i Kiambio slummen, originally uploaded by Søren Dalsgaard.

Nogle gange er det ligesom at sidde i et teater, hvor scenen med jævne mellemrum skifter. Med ét er du i et nyt rum, en anden situation, med nogle andre mennesker.

Sådan er det lidt når man kører rundt i Nairobi. I dag var vi i slumkvarteret Kiambio i det østlige Nairobi. NEGST havde i går en indsamling af mad og tøj til dem, som i øjeblikket lider under forholdene i Kenya. I dag tog vi, en lille gruppe på 5, til Kiambio for at uddele maden. Der var også andre hjælpegrupper troppet op derude, så vi havde ialt en temmelig stor bunke mel, olie, sukker og salt mv. til uddeling.

For os var det første møde med den slags arbejde. Det er li’som ikke noget man normalt oplever i Danmark, vel? Og det var en overvældende oplevelse. Mange hundrede, måske endda tusinder af mennesker havde allerede stimlet sig sammen da vi ankom, og det var svært at komme igennem med bilen til den lille snuskede politistation, hvorfra vi skulle uddele maden. Meningen var så, at vi ville lukke små grupper ind ad gangen for at kunne styre slagets gang. De mest trængende var på forhånd blevet udstyret med et særligt kort og var således kommet forrest i køen. Porten – en bunke metalplader med tværbjælker bag på – var under hårdt pres, og der stod konstant 5-10 mand med kæp og pisk og holdt (og slog!) igen for at folk ikke uhæmmet skulle mase sig ind på området. Det føltes næsten som at stå midt i kampens hede hvor hver enkelt kæmper sin kamp for at overleve. Et forfærdeligt syn på den ene side, men på den anden side af køen, når folk havde fået noget, var det en livsbekræftende oplevelse. Tænk at et tæppe, et kilo mel og noget sukker kan skabe så store smil.

Egentlig er det interessant at lægge mærke til folks ansigtsudtryk. Nogle ansigter var tømt for livsglæde og håb, måske udmattede efter timevis i køen og dagevis uden et ordentligt måltid, andre var så fulde af liv og smil at man ikke skulle tro de havde en hård hverdag i slummen. Hvor betyder livskraft dog meget når man lever sådan et liv!

Efter nogle timer kørte vi tilbage, ud af slummen, gennem Nairobi centrum og ud mod Karen til skolen. Scenen skiftede igen, og vi var nået ind i en anden verden, en ny situation, et nyt skuespil.

(NEGST ville gerne have nogle billeder, så jeg tog en del, som jeg også har lagt ind på vores online fotoalbum).