Feriedagbog

Naar vi paa loerdag, d. 1. december, rejser afsted paa ferie, har vi taenkt os at opdatere denne side med vores oplevelser fra hver enkelt dag. Hver aften er det planen, at vi lige vil skrive et par stikord, som skal bruges til denne blog. Vi kan sandsynligvis ikke komme paa nettet hver dag, saa I maa finde jer i, at dagene bliver opdateret i klumper.

Fredag d. 30 nov.

For foerste gang foelte vi os som turister i vores egen by, Nairobi. Vores store tasker og hvide hudfarve tiltrak en del opmaerksomhed. Det var ogsaa foerste gang vi spiste kenyansk mad paa restaurant (indtil nu har det altid vaeret Ethiopisk), saa det var en rigtig turiststart. Ellers skete der ikke saa meget andet end at vi tog bussen fra Nairobi kl. 21.30 (afrikansk tid) og koerte hele natten.

Loerdag d. 1. dec.

til gengaeld var det en lidt ubehagelig opvaagning i dag. En bus fra vores selskab var koert i groeften i hoej fart. En person var draebt. Hvem ved, maaske var det den bus, som vi hade overvejet at tage med, som forlod Nairobi to timer tidligere end vores. Det goer os taknemlige for at vi naaede frem i god behold og minderatter om hvor farlig trafikken er i Afrika.

Sent paa eftermiddagen fik vi slaaet vores telt op paa Kampala Backpackers, hvor resten af dagen gik med afslapning og abe-eftersoegning (ja, de bor altsaa her paa stedet; tror faktisk vi hoerte en mens vi slog telt op).

Soendag d. 2 dec.

Ganske rigtigt! Kl. 8.00 i morges hoerte vi aberne loebe forbi udenfor, og vi stak hovedet ud af teltet. En flok aber kravlede rundt faa meter fra os og tog tilsyneladende ingen notits af os, der loeb rundt om dem med vores kamera.

Andet hoejdepunkt var da vi tilfaeldigvis moedte et ungt dansk par ud paa eftermidagen, som vi tilbragte resten af dagen sammen med. Vi tog ud og saa et afrikansk danse- og musikshow, hvilket var ganske interessant og underholdende.

Til gengaeld var det en nedtur at skulle paa internettet og finde ud af, at vi har glemt USB-kablet til vores digitalkamera, hvilket betyder, at vi skal bruge en kortlaeser for at kunne overfoere billeder til vores flash disc. Det betyder igen, at bloggen her nok desvaerre kun sjaeldent bliver opdateret med billeder 😦 Det bliver i desvaerre noedt til at finde jer i.

Af andre ting kan vi fortaelle, at vi bl.a. ogsaa var inde paa Ugandas nationalmuseum, hvor de bl.a. har en samling af afrikanske musik-instrumenter – en ganske interessant udstilling, som dog mest var besoegt af turister.

I morgen tager vi saa videre mod syd til Ssese Islands. Om vores ophold i Kampala kan man sige, at vi nu har fundet ud af, at byen ikke er vaesensforskellig fra Nairobi. Eneste to forskelle er, at der koerer boda-boda’er (smaa knallert-taxier) rundt over det hele, hvilket goer trafikken om muligt endnu mere kaotisk end i Nairobi. Den anden forskel er, at byen er mere bakket og groen end Nairobi, hvilket faktisk goer, at man kan faa en paen udsigt over byen (hvis man altsaa ser bort fra smoggen, der konstant ligger over den som en dyne).

Mandag d. 3. december

I dag var en rigtig ventedag. Vi skulle med baaden fra en lille fiskerby syd for Kampala til Bukasa Island, som er den oestligste af Ssese oerne (i det nordvestlige hjoerne af Viktoriasoen), men vi vidste ikke helt praecist hvonaar den tog afsted fra fastlandet, saa vi var der i god tid. Mens vi ventede ved soeen spiste vi en hel monster-fisk hver (ca 40 cm!) – mums!

Baaden tog afsted kl. 16.00 (afrikansk tid, dvs. kl. 18.20). Den mindede mest af alt om en lille menneskesmugler-baad, altsaa en forstoerret robaad med motor fyldt til bristepunktet med afrikanere (og varer). I starten var det nu fint nok, men efter 8 timer midt om natten paa Viktoriasoeen begyndte det saa smaat at blive mindre sjovt. Vi sad paa sammenkroebet paa en saek kartofler (ja, av!) og kunne ikke roere os saerlig meget. Der blev ikke uddelt redningsveste, saa vi brugte to tomme benzindunke i en snor som redningsvest … hvis nu uheldet skulle ske, hvilket det altsaa til tider goer.

Naa, men langt om laenge, kl. ca to om natten kom vi til Bukasa hvor der ventede os en halv times gaatur i morket op til Father Christoph’s guesthouse. Vi hoppede lige paa hovedet i seng efter en lang og haard dag.

Tirsdag d. 4. december

Dagen i dag var dedikeret til afslapning og nydelse af naturen paa oeen. Vi vandrede lidt rundt og slappede af med udsigt til soeen. Father Christoph’s guesthouse er et perfekt sted til retraete og afslapning. Livet baerer praeg af omgivelsernes stilhed og natur, og der er en fantatisk udsigt over smaaoeerne i Viktoriasoeen.

Bukasa har et fantastisk rigt fugleliv, saa kikkerten blev flittigt brugt. Vi saa ogsaa en flok aber boltre sig i traeerne og stod lidt og studerede dem.

Ellers er der ikke saa meget andet at sige om i dag end at dagen blev sluttet af med god maner med et herligt maaltid mad hjemme paa gaestehuset.

En rigtig hyggelig afslapperdag.

Onsdag d. 5. december

Der var to maal for dagen i dag: at naa hen til et lille vandfald paa oeen, og at naa til en strand paa oestsiden af oeen. Vandfaldet var beliggende i et meget taet bevokset omraade, naermest som i en fugtig regnskov. Stranden mindede mest af alt om en sydhavsoe med dens fine hvide sand, blaa vand og smaa klippeoeer.

Ellers er der ikke saa meget at fortaelle fra i dag. Livet gik sin vante stille gang paa den lille oe ude midt i ingenting.

Torsdag d. 6. december

Vi stod tidligt op til en ordentlig gang tordenvejr, og vi maatte pakke et vaadt telt ned. Bukasa har to faergehavne (laes: strande) og vi skulle afsted fra den sydlige, hvilket betoed 1 1/4 times gang med fuld oppakning gennem skoven. Baaden gik kl. 9.00 (afrikansk tid, dvs 10.20) og tog 1 1/2 – 2 timer (afrikansk tid, dvs. 3 timer!), saa vi naaede frem til vores hippie-destination, Hornbill Campsite, langt ud paa eftermiddagen. Stedet er ejet af en hollandsk mzungu (hvid person), som med sit vilde haar og staerkt hollandske accent sammen med utallige oeller er indbegrebet af hippie-kultur her midt i Afrika.

Stedet er dog fantastisk. Der er gode faciliteter og en pragtfuld strand, hvor vi slog vores telt op lige ved siden af. Resten af dagen gik med afslapning – og vi kom i bad for foerste gang i 3 doegn! 🙂

Fredag d. 7. december

Hvad er vaerre end at transportmidlerne ikke gaar til tiden? … at de slet ikke gaar!!

I dag skulle vi tvaers over Buggala Island fra Kalangala til Luko og derefter med en lille faerge til fastlandet. Problemet var bare, at den var brudt sammen, saa den sejlede slet ikke! Vi havde brugt vores alleridste penge paa at betale busbilletten til Masaka (40 km inde paa fastlandet), hvor den naermeste haeveautomat er. Men da bussen ikke kunne komme laengere end faergelejet, stod vi med meget faa penge tilbage (vi fik refunderet ca halvdelen af busbilletten). Det rakte lige akkurat til at betale for at komme til fastlandet med en lille menneskesmuglerbaad, men saa stod vi der med uden en roed reje paa lommen med 40 km til naermeste haeveautomat. Heldigvis fik vi lov til at tage med bussen til Masaka og betale for turen efter at have besoegt haeveautomaten, saa det hele endte lykkeligt.

I Masaka fandt vi Cafe Frikadellen (ja, det hedder den!!), som er hovedkontor for www.ugandachildcare.dk hvor vi ogsaa fandt de personer vi skulle bo hos. Det er naermest en hel koloni af danskere: 9 volontoerer og 2 missionaerpar med boern. Det var en stor oplevelse at moede danskere, og saa endda i saa stort tal. Deres bopael bar praeg af deres danske liv, og der var baade julepynt og dansk mad … helt hjemligt.

Loerdag d. 8. december

Vi skulle vaere hele dagen hos UgandaChildcare i Masaka. Om morgenen tog vi ud paa et af deres boernehjem, som ligger ude paa landet midt i ingenting. Der klippede vi julepynt sammen med boernene, hvilket var et absolut hit. Flettehjerterne var dog lidt for svaere. Til gengaeld var musetrapperne og de roede hjerter ret populaere. Boernene har – som paa de fleste boernehjem – nogle forfaerdelige baggrunde, saa det var vidunderligt at se hvordan de nu havde et hjem og skolegang paa den nybyggede skole ved siden af.

Aftenen hos UgandaChildcare var som en dansk aften er naar den er bedst: hygge, afslapning, kaffe, snak, mad og videofilm. Saa kan man vidst ikke komme til at foele sig meget mere hjemme.

Soendag d. 9. december

I dag tog vi videre fra Masaka til Bukoba (ved Viktoriasoeens vestlige kyst) paa den Tanzanianske side. Men foerst skulle vi lige have deres gudstjeneste med, som blev holdt privat for UgandaChildcare’s medarbejdere hos organisationens ledere, Rugt og Carsten. De har baggrund i den danske organisation Evangelist, saa gudstjenesten foregik selvfoelgelig i den aand. Derefter tog vi afsked med dem, en dejlig flok af medarbejdere, og tog til buspladsen i Masaka hvorfra vi skulle mod Bukoba.

Tilfaeldigvis havde der et par dage forinden vaeret et dansk par fra Danmission, Erik og Solveig, paa Cafe Frikadellen paa vej til Kampala (Ugandas hovedstad), og de skulle tilbage til Bukoba i dag. Da Masaka ligger paa vejen betoed det, at vi fik et lift hele vejen … dejligt nemt og hyggeligt. Paa vejen skulle vi lige ind og hente noget hos nolge lokale, saa vi blev budt paa kaffe hos denne Tanzanianske familie og fik dermed mulighed for at se hvordan de bor herude.

Da vi kom til Bukoba blev vi afleveret hos deres kollegaer i den lutherske kirke, Tomas og Tuja, et ungt dansk par, som ogsaa arbejder her i byen. Her hyggede og snakkede vi resten af dagen i deres skoenne hus paa en bakketop i byen. Hvor er det bare skoent igen at moede danskere, som arbejder i felten. Tuja laver paedagog-arbejde og Tomas laver IT og informationsarbejde paa den lutherske kirkes hotel i byen, hvor ogsaa stiftets hovedkontor ligger. De har kommet i Christianskirken i Aarhus og er et herligt og hyggeligt par.

Mandag d. 10. december

Tomas skulle tidligt paa kontoret, men Tuja har ferie, saa vi stod sent op og spiste morgenmad sammen. Derefter tog vi ned i byen, hvor jeg nu sidder og opdaterer bloggen paa hotellets internetcafe (det bedste internet vi har moedt siden vi tog afsted fra Nairobi; vi har iøvrigt benyttet lejligheden og uploaded nogle få billeder, så tag evt. et lille kik på Flickr via linket i menuen til højre).

Ellers gik vi bare lidt rundt og så byen (som ligner alle de andre). Om eftermiddagen besøgte vi et børnehjem lidt uden for byen. Det var dejligt at opleve et projekt mere og se hvordan de kører det. Tuja havde købt et par poser græshopper til børnene, hvilket faldt i rigtig god jord. De stegte dem med det samme, så vi også lige fik mulighed for at smage (for anden gang). Man skal bare sørge for at lukke øjnene inden man putter den i munden. Hvis man først får øjenkontakt er det lidt sværere at få den ned. Et andet godt trick er at tygge den grundigt før man sluger den. Ellers risikerer man at den sætter sig i halsen (hvilket vi begge siger af bitter erfaring; tanken om at have en græshoppe siddende i halsen er ikke så indbydende).

Nå, men resten af dagen var vi hjemme hos Tomas og Tuja hvor vi hyggede og så film på en videoprojekter … skøøønt at opleve ægte dansk videohygge igen.

Tirsdag d. 11. december

Det var egentlig meningen, at vi skulle afsted mod Rwanda i dag, men da vi mandag eftermiddag prøvede at bestille billetter, var der kun til onsdag morgen. Så vi tog en dag mere i denne smukke havneby. Det regnede hele formiddagen og det første af eftermiddagen, så vi blev bare hjemme og snakkede. Da det klarede op, smuttede vi ned i byen og fik ordnet lidt forskellige ting, og senere tog vi også lidt højere op og nød udsigten ud over byen og vandet.

Alt i alt en afslapperdag mere med hyggelige mennesker. Den slags dage kan man næsten ikke få nok af! I morgen går turen mod Rwanda (tør ikke sige “til Rwanda”; man ved jo aldrig hvor langt man når med de transportforbindelser).

Onsdag d. 12. december

Endelig i dag gik turen afsted mod Rwanda. Vi havde besluttet at tage sydover for at spare VISA’et til Uganda (og der er kun en direkte vej fra Tanzania til Rwanda). Vi havde faaet at vide paa et lille turistbureau i Bukoba, at vi kunne vaere i Kigali (hovedstad i Rwanda) omkring kl. 13.00, hvilket vi ikke troede paa. Desuden sagde han, at vi blot skulle med to forskellige busser inden graensen – hvilket vi heller ikke helt troede paa. Afrikanere har det i det hele taget med at undervurdere det der med tiden!! Naa, men vi naaede da til graensen kl 15.00 og Kigali omkring kl. 19.00 saa det var ogsaa kun 6 timer for meget (7 timer hvis man taeller den time med somvi satte uret tilbage).

Rwanda er ikke mindre end fantastisk. Det startede allerede paa selve graensen hvor Rusumo vandfaldet bruste vildt. Det var ikke fordi det var saerlig stort, men det var helt lysebrunt af mudder. Under folkemordet i 1994 har journalister, som flygtede til Tanzania fortalt, at de kunne staa paa broen og taelle 1-2 lig i minuttet. Det er ikke til at fatte, at landet er saa velfungerende blot 15 aar efter folkemordet. Vejene er uendelig meget bedre end i Kenya (og alle andre omkringliggende lande) og hovedstaden er den eneste vi har oplevet, som ikke er et stort trafikkaos. Byen er endda paen og velholdt!!

Nogle ting skulle vi dog lige vaenne os til. Fx det at de koerer i HOEJRE SIDE AF VEJEN!!! Hvor ER det maerkeligt! Vi er endnu ikke blevet koert ned, men det tager lige lidt tid at omstille sig.

Torsdag d. 13. december

I dag havde vi saa hele dagen til at se byen, hvilket egentlig var rigeligt. Afrikanske storbyer har det til faelles at der ikke er meget historie og kultur at se paa, saa de ligner hinanden ret meget. Kigali kunne dog byde paa et par ting. For det foerste mindestedet for folkemordet i 1994. Det lever naturligvis stadig i hele Rwandas bevidsthed, og mindestedet er et skoent og roligt sted med bl.a. en have, udstillinger og en cafe.

Det andet sted vi besoegte i dagens loeb var en lille samling af butikker, som solgte haandvaerk. Det var saa her vi koebte et par souvenirs, som nu fylder godt op i vores tasker. Godt at vi havde taenkt paa det hjemmefra og ladet noget plads blive til eventuelle nyanskaffelser! 🙂

Selvom der kun var nogle faa ting at se, saa var besoeget i byen nu det hele vaerd. Den ligger i et bjergomraade og der er meget groent, saa der er nogle rigtig gode muligheder for en god udsigt over byen. Saa vi brugte bare dagen paa at traske rundt i byens gader og hygge os paa cafeer.

Fredag d. 14. december

I dag gik det mod Kibuye ude mod vest ved Lake Kivu (hvor Congo ligger paa den anden side). Vi skulle have nogle praktiske ting ordnet foerst, saa vi kom ikke afsted foer omkring middag. Men hvor var det dog en smuk tur. Igen fik vi bekraeftet, at Rwanda er et af de smukkeste lande (hvis ikke det smukkeste) vi har vaeret i. Bjergene er runde i formen lige som fodbolde, og alle steder ser man bamamplantager, teplantager, kaffe, osv. I luftlinie er der ikke saa langt til Kibuye, men turen tog 2,5 time fordi vejen svingede frem og tilbage paa hylder paa bjergsiderne. I Kibuye fandt vi et godt sted at overnatte paa toppen af en bakke og med den flotteste udsigt til vandet. Resten af eftermiddagen og aftenen gik med en gaatur i omraadet omkring byen som byder paa mange flotte udsigter over soeen og bjergene. Derefter fik vi turens hidtil bedste maaltid mad paa restaurant paa et nabohotel; lige noget vores sultne maver kunne bruge.

Loerdag d. 15. december

I dag var – som så mange andre dage en rigtig vente- og transportdag. Vi skulle videre fra Kibuye og langs Lake Kivus kyst til Cyangugu. Den eneste daglige bu kørte kl. 7.30 (afrikansk tid …. kender I efterhånden mønsteret? … dvs. kl. 12.00)! Til gengæld mødte vi en flink australier, som havde efterladt konen derhjemme og var taget alene på backpackertur i Afrika. Han skulle med samme bus som os, så vi ventede sammen og hyggesnakkede lidt.

Endelig fik vi overstået den lange ventetid, blot for at finde en overfyldt bus! Det var så her gedemarkedet startede. Det blev til én lang kamp for at mase sig frem og byde den bedste overpris! Ikke særligt charmerende, og et meget tydeligt tegn på den manglende køkultur vi i det hele taget oplevede i Rwanda. Vi havde på forhånd meldt os ud af ræset, da det hurtigt blev klart, at der umuligt kunne være plads til os alle sammen. Et midaldrende backpackerpar fra Frankrig viste derimod hvilken magt penge (og hudfarve?) har, og overbød fra starten alle andre, så de kom hurtigt med bussen. Andre fulgte efterhånden trop, mens vi stod og kiggede på dramaet, der udspandt sig foran os! Som fanger i en fangetransport blev de en efter en proppet ind i bussen, mens vi stod og var lykkelige for at det ikke var os der skulle stå op i bussen i 5 timer som sild i en tønde på elendige veje.

Efter noget tid tog vi og australieren vores rygsække og vendte næsen mod bussen tilbage til Kigoma. Den kørte heldigvis efter kort tid, og vi nåede samme dag over Gitarama helt til Butare (Huye). Det var her vi havde haft email-kontakt til et dansk baptist-missionærpar, som desværre ikke var hjemme i den periode vi var i Rwanda.

Til gengæld mødte vi en flink fyr, som kom hen til os og tilbød sin hjælp (ikke på fransk, men engelsk!!!), da vi stod ud af bussen og på rigtig turistmaner begyndte at kigge på kort. Det viste sig, at han kendte de danske missionærer rigtig godt gennem kirkens arbejde. Han hjalp os rundt i byen, og vi inviterede ham med til en gang mad og en snak på en lokal restaurant. Således sluttede dagen godt på trods af den lidt tvivlsomme start.

Søndag d. 16. december

Nu nåede vi jo uheldigvis ikke til Cyangugu i går hvilket betyder, at vi heller ikke naturligt ville komme igennem Nyugwe nationalpark på vejen mellem Cyangugu og Butare. Der havde vi ellers tænkt os at tage en overnatning i telt ude midt i regnskoven ved nationalparkens kontor. I stedet blev det til en dagsudflugt fra Butare, hvor vi efterlod vores bagage på hotellet. Vi havde fået at vide, at det kunne være lidt problematisk at komme hjem igen fra kontoret midt i ødemarken, så vi besluttede at tage tidligt afsted så vi havde lidt tid at løbe på sidste på dagen.

Parken er en af de største regnskovsområder og strækker sig ind i Burundi og Congo. Den skulle tælle flere hundrede fuglearter, 13 abearter (inkl. chimpanser), mange store tropiske sommerfuglearter og endda nogle få slanger. Dertil kommer naturligvis en fantastisk rig vegetation af træer, buske, orkideer mm. Med tiden som en begrænsning og med det begrænsede område vi bevægede os i på gåben kunne vi naturligvis ikke forvente at se alt dette, men det startede godt, da vi faldt over en flok aber. Inden dagen var omme havde vi fået en god fornemmelse af stemningen i en regnskov, set kæmpestore flotte sommerfugle (som dem man i DK kun har i regnskoven i Zoo), nogle enkelte fuglearter (de gemmer sig mest i træernes skygger og kommer mest frem tidligt om morgenen), 3 forskellige abearter og et utal af interessante planter og træer. Alt ialt en skøn oplevelse, som vi ikke ville have været foruden. Nu kan vi også skrive tropisk regnskovsbesøgende på visitkortet.

Men æhhh … nu kom det spændende jo: at komme tilbage til Butare. Den sidste bus kørte forbi, stopfyldt med passagerer. Så er der jo kun én vej: tomlen! Det gik faktisk forbavsende nemt. På trods af at bilerne kørte forbi med op til 1/2 times mellemrum, så tog det os faktisk kun ca. en time at komme med en bil, som kørte os til en busholdeplads udenfor nationalrparken. Derfra var det en smal sag at komme tilbage til hotellet.

Resten af dagen gik på en skøn restaurant og på hotelværelset.

Mandag d. 17. december

I dag tog vi bussen ind i Burundi til hovedstaden Bujumbura, hvor vi ankom kl. 15.00. På vejen fik vi atter lov til at opleve hvordan mangel på organisation kan komme til udtryk. Busselskabet havde overbooket, så en dame, der kun skulle til grænsen, blev bedt om træde ud af bussen og finde en anden måde at komme resten af vejen. Det førte til den klassiske afrikanske måde at klare sådanne situationer: store og tidskrævende diskussioner, hvor alle har en mening og gerne udtrykker den i heftige vendinger. Vi sikrede os at vi ikke blot kom med pga. vores hudfarve (hvilket sagtens kunne være tilfældet), men at det var sådan det skulle være, og efter noget tid begav vi os sydpå i en proppet minibus.

Ved grænsen opleved vi – atter engang – hvordan de mest anmasende kommer først til køerne, så da en dame fra vores bus to gange sprang over 10 mennesker (og os) i køen til immigrationskontoret bad vi hende om at gå tilbage og holde køen. Det førte til stor morskab (tror ikke folk var vant til at nogle kunne være så flabede at bede en fornem dame om at vente på sin tur), så selvom vi ikke forstod en hak af hvad der blev sagt, så var det dog tydeligt, at resten af busturen blev vældig muntret af hændelsen ved grænseposten.

Lige med ét, som lyn fra en klar himmel, åbnede et faldt landskab sig lige før hovedstaden efter en uges tid i bjergrigt område. Bagved Bujumbura kunne man se Lake Tanganyika, en kæmpestor aflang sø, som vistnok skulle være op til 1,5 km dyb og fri for Bilharzia (så man kan bade i søen uden at de skumle orme borer sig ind i huden). Bagved søen kunne man skimte Congos stejle bjerge. Temperaturen steg drastisk ved nedkørslen og nåede 36 grader da vi var kommet til byen i det flade landskab ved søens bred.

I Bujumbura fik vi fat i Solveig, som er baptist-missionær i Bujumbura sammen med sin mand, Niels Christian (som desværre ikke var hjemme den tid vi var i byen). Vi havde en rigtig hyggelig og rolig aften sammen med hende hjemme i deres hus.

Tirsdag d. 18. december

Dagen i dag blev brugt i Bujumbura, både til at slappe af og til at se lidt af byen. Vi tog afsted lidt før middag og tog lidt udenfor byen til nordsiden af Tanganyika søen. Her var der et område med krokodiller og flodheste, så det ville vi gerne lige have med. En guide og en væbnet vagt viste os ad en sti ud til det sted, hvor de normalt hører til, og vi var heldige både at se en krokodille sole sig på en sandbanke og en gruppe af flodheste (ca 10 stk). De to folk vi havde med så ikke ud til at bekymre sig om at vi kune var på gåben på et sted, hvor de vilde dyr (flodheste er nogle af de farligste dyr i Afrika!) kunne gemme sig bag hvert siv. Vi må jo nok indrømme, at vi kiggede os nervøst omkring hvor vi gik; vi er jo ikke helt vante i sådanne situationer.

Pludselig hørte vi et brøl næsten lige ved siden af os (eller … sådan lød det!!). Vi fór sammen kiggede os omkring, men kunne intet se. Vagterne gik bare uforstyrret videre uden overhovedet at tage notits af noget som helst. Så vi tænkte, at der nok ikke var fare på færde, men holdt alligevel lidt ekstra øje med om der skulle komme en flodhest ud af buskene. – Det gjorde der ikke. Men vi morede os godt og grundigt over vores flossede nerver … og tog det som en oplevelse.

Måske tager vi en bil næste gang vi skal se på vilde dyr 😉

Hjemme i midtbyen gik vi lidt rundt og så byen – og var lige ved at lade os friste af en 15-20 kg tung særlig tromme fra Burundi. Men fornuften sejrede (dvs. “hun” sejrede) og vi undgik at slæbe en kæmpe tromme hele resten af vejen.

Resten af dagen gik med hygge og restaurant-besøg sammen med Solveig.

Onsdag d. 19. december

Vi ville gerne være sikre på at kunne være i Mwanza inden jul, så tidsplanen tillod kun nogle få dage i Burundi. Derfor tog vi i dag videre ad den smukke strækning langs Lake Tanganyikas kyst mod syd til Kigoma i Tanzania. På vejen med bussen, tæt ved grænsen, fik vi turens hidtil mest ubehagelige oplevelse. En cyklist kørte ind lige foran minibussen og var tæt på at blive ramt – KUN tæt på! Buschaufføren stoppede op og gik ud og skældte cyklisten ud. Det samme gjorde en anden passager, som gik lidt hårdere til værks. Pludselig viste det sig, at han havde en pistol, og stod truende foran cyklisten, som fik sig en ordentlig forskrækkelse pga. sin uforsigtighed. Et laaangt øjeblik troede vi begge, at han ville skyde ham, men efter noget tid satte han sig igen tilbage i bussen og vi åndede lettet op … eller dvs. ikke helt så lettet, for nu var vi vidende om, at der sad en bevæbnet passager på forreste række. Samtalen i bussen virkede efterfølgende forbavsende afslappet, men vi turde ikke blande os eller spørge hvad de snakkede om da vi ikke ville blande os unødigt. Efter lidt tid stod manden af, men vi følte os ikke trygge før vi stod ved grænseposten til Tanzania.

En ret ubehagelig oplevelse, som vi godt kunne have været foruden. Det værste var næsten usikkerheden fordi vi ikke kunne forstå sproget og dermed hvad der foregik. Det blev en oplevelse, som bekræftede for os, at Burundi stadig er oversvømmet med våben og ustabilitet i nogle områder. Det samme blev bekræftet af de mange UN køretøjer og flygtningelejrene, som vi passerede.

Nå, men vi kom godt til Kigoma, hvor jernbanekontoret desværre havde lukket da vi ankom, så vi måtte finde et sted at overnatte og vente med at spørge efter togbillet til næste dag. Resten af aftenen gik med hygge i byen og en tur til vandet, hvor vi nød en fantastisk solnedgang over vandet.

Torsdag d. 20 december

Dagen startede tidligt. Vi havde fået at vide, at jernbanekontoret åbnede tidligt, og at der måske stadig var en chance for at få en billet inden jul hvis bare vi mødte tidligt op i køen. Som sagt så gjort! Vi var der fra kl 7.00 og fandt desuden ud af, at kontoret åbnede senere end normalt pga national helligdag. Kl. 10.30 blev der endelig åbnet for os – blot med den korte besked, at der ikke var flere pladser i toget! ØV!

Nå, men vi var nu klar over risikoen, så det måtte vi bare bide i os og i stedet finde en bus til Mwanza. Så efter at have købt to billettet havde vi resten af dagen, som blot blev brugt på at tulle rundt i byen. Internetcafeerne var lukket hele dagen, så vi kunne ikke engang bruge tiden på noget fornuftigt, såsom at opdatere bloggen. Endnu en skøn solnedgang blev nydt fra en bakketop i byen med en sodavand ved hånden.

Fredag d. 21. december

Dagen startede igen tidligt, da bussen skulle køre kl. 5.30 (ja, om morgenen!). Den kørte kun lidt forsinket, kl 6.00. Hvis nogen ved ankomsten til Leif og Inge Marie i Mwanza kl. 2.30 natten efter havde spurgt os hvad vi syntes om busser, så havde svaret været ret klart: aldrig mere!! Selvom toget tager meget længere tid, så var det alligevel at foretrække. Blot tanken om egen togkupe og en lang tur i det tanzanianske landskab gjorde om muligt busturen endnu mere ulidelig. På den anden side, hvis man tænker på de mange mennesker, som ikke på forhånd havde købt billet fra afgangsdestinationen og derfor måtte stå i midtergangen det meste af vejen, så skulle man synes at det blot var vores mageligheds-standard, som kom på en prøve. 12 timer (eller mere!) stående i midtergangen må have været noget nær tortur.

Med “kun” to breakdowns af hhv 1 og 1,5 times varighed gjorde, at vi – lidt heldigt – nåede frem til Mwanza, kun 4-5 timer forsinket. Vi havde egentlig misset den sidste færge over bugten nær Mwanza og havde udsigt til en nat ved færgelejet, men lykkens gudinde smilede til os og de sendte en ekstra så vi kunne komme over samme aften. Trods lidt problemer med at finde Soma Biblia blev vi dog alligevel genforenet med fænomenet “seng” hos Leif og Inge Marie Sonne, som driver litteraturarbejde i Tanzania.

Lørdag d. 22. december

En tiltrængt nattesøvn bredte sig til langt ud på formiddagen, og dagen gik ellers med afslapning og hygge sammen med Inge Marie og Leif, en kort tur i byen. Soma Biblia sælger kristen litteratur, som er oversat til Kiswahili, samt nogle engelske titler. Særligt biblerne på Kiswahili sælges der mange af, så det er et vigtigt og godt stykke arbejde, der bliver gjort. Garagen er indrettet som bogbutik, og i løbet af dagen kommer der forskellige folk og køber bøger, enten til eget brug eller til videresalg.

Søndag d. 23. december

Dagen startede med engelsk gudstjeneste i den anglikanske kirke i byen. Thomas og Lisa Nørlykke Nissen ankom ud på eftermiddagen fra Dar (via Nairobi), og resten af dagen gik med snak og afslapning i selskab med hyggelige mennesker.

Faktisk ikke meget mere at fortælle. Det er tiltrængt at have nogle dage, hvor der ikke sker så meget.

Mandag d. 24. december

Glædelig jul! Ja, så ER det faktisk i dag, at det er juleaftensdag. Man må sige, at Inge Marie og Leif har gjort et godt stykke arbejde med at gøre det julet i hjemmet. Man kan (næsten …) ikke se, at juletræet ikke er et rigtigt grantræ, julemusikken lyder gennem højttalerne, og der er pyntet op til jul. Nogle ting ville jeg godt kunne vænne mig til ved en jul i Afrika. En af de ting er spisning udenfor i bandaen. Hvis man tilmed – som nogle folk – havde en swimmingpool, så ville det sætte prikken over iet. Så kan vi tage en juledukkert efter middagen. Men den må vi nok vente med, eller anskaffe os i drømmene.

Vi havde en rigtig hyggelig og dejlig dag og aften. Nogle ting var lidt anderledes end hvad vi er vant til hjemmefra. Den blev ikke fejret sammen med familien, men sammen med Leif og Inge Marie, Thomas og Lisa; under juletræet var der ikke proppet med gaver; julegudstjenesten i kirken blev aflyst pga. planlægningsfejl; der var kalkun på bordet; juletræet var ikke en grantræ; vi sad i sofaerne mens vi sang julesange i stedet for at gå rundt om juletræet; jeg blev ikke tortureret med 40-50 vers af “et barn er født i Betlehem” (4-5 gange sangen igennem); der var ikke koldt udenfor; vi var færdige med julemiddagen omkring kl. 22.00.

Anderledes, måske, men absolut ikke dårlig. Vi havde en god aften sammen i det afrikanske. Glædelig jul til jer alle sammen.

Tirsdag d. 25. december

Altså, vi kunne jo godt skrive en masse om alle de småting vi går og hygger os med, men vi skåner jer. Der er alligevel ikke noget at fortælle udover at vi stadig hygger os i Mwanza.

Onsdag d. 26. december

I dag var det så at Thomas og Lisa tog hjem (godt det ikke var os der skulle sidde i bus helt til Dar!). Om eftermiddagen var vi til åbent hus ved nogle af Inge Marie og Leifs venner, som vi måske kommer til at stifte bedre bekendtskab med næste år – hvis altså det hele falder på plads således at de flytter op tæt på os i Nairobi.

Om aftenen så vi igen en ikke mindre end fantastisk solnedgang.

Torsdag d. 27. december

Svaret er “ja”! Vi er her altså stadig … men, i morgen går den ikke længere. Så er planen altså, at vi skal videre. Vi var i byen i dag og få tjekket op på nogle ting, så nu ser de ud til at vi sejler nordpå til en ø i Viktoriasøen, derfra østpå til fastlandet og Musoma, og derfra med bus østpå gennem de store nationalparker til Arusha.

Så nu bliver vi “net-løse” igen i noget tid. Men i mellemtiden kan I jo kigge på de billeder vi har uploadet på vores fotoalbum via linket i menuen til højre.

Fredag d. 28. december

Tidligt om morgenen stod vi op for at naa faergen til den lille oe nord for Mwanza. Her fik vi at vide, at den foerst gik kl. 12.00, saa vi smuttede hjem til “ventevaerelset” hos Inge Marie og Leif et par timer og koerte atter afsted … blot for at faa at vide, at der ikke var flere billetter. Hmm …!

Naa, men i stedet fik vi fat i en bus direkte til Musoma taet paa graensen til Kenya, hvor vi ankom ud paa eftermiddagen. Her fandt vi et sted at overnatte og gik ud for at finde den bus, som vi gerne ville med gennem nationalparkerne. Det viste sig desvaerre, at vi var blevet fejlinformeret i Mwanza, saa vi alligevel skulle betale fuld entre til parkerne for blot at koere igennem i bus: 100 $ pr.pers! Det var lidt for lidt at faa ud af de penge, saa vi besluttede os for i stedet at tage laengere mod nord og krydse graensen til Kenya den naeste dag.

Loerdag d. 29. december

Vi stod op, fandt afgangsstedet for den bus vi skulle med, og fandt et sted at spise for derefter at kunne tage bussen til graensen og videre til Kisii. Men da vi kom tilbage til busholdepladsen fik vi oplysninger om vold og ballade lige ved graensen pga. valget. Nogle busser som gik tidligere paa dagen var vendt om og kom hjem igen, fordi der var spaerret ved graensen. Vi fik oplysninger om stenkastning mod og afbraending af busser, samt om skyderi og kampe mellem politi og uromagere. Saa … vi besluttede ikke at tage den vej saadan liiiige med det samme 😉

I stedet hjalp en flink ung mand os med at finde alternative muligheder. Paa det tidspunkt var vi parate til at tage flyet direkte hjem, men der var ogsaa den mulighed at tage til Arusha alligevel, enten med bus eller med fly. Pga. entre til nationalparkerne var der stort set ingen forskel paa at tage bussen og flyet. Vi besluttede at vente lidt og snakke om mulighederne, saa den flinke unge fyr viste os hen til et hotel, hvor han arbejdede, et skoent lille sted direkte ned til vandet. Her besluttede vi at blive til vi havde faaet afklaring paa tingene. Saa kunne vi faa lidt flere informationer om situationen i Kenya, og vi kunne finde ud af hvad vi ville.

Hotellet var ubetinget turens bedste indtil nu, saa vi noed livet paa bedste vis paa den varme strand med en kold cola ved haanden (nogen hjemme i kulden som er misundelige?).

Om aftenen smuttede vi en tur ind til byen og fik os noget mad. Vi fik ogsaa koebt busbilletter til Arusha, selvom de ikke havde plads foer tirsdag! I byen moedte vi en anden ung fyr, som inviterede os med hjem til foraeldrene kort derfra. De var meget venlige og imoedekommende mennesker, lutheranere, ansat ved regeringen og efter tanzanianske forhold stinkende rige. Efter en hyggelig aften blev vi koert tilbage til vores hotelvaerelse.

Soendag d. 30 december

Mmmmmmm … der er nu ikke noget som at vaagne op til lyden af boelgernes brusen paa sandstranden og med en panoramaudsigt til vandet direkte fra sengen (vi havde bevidst undladt at rulle gardinet for om natten 😉 ). Dagen blev brugt paa ren ferie-afslapning; sol, sommer, strand, kolde drinks, skoent vaerelse. Det kunne naetsen ikke vaere bedre! Eller, jo, det ville have vaeret bedre hvis der var uhindret adgang hjem til Kenya …! Men man maa sige, at vi har faaet noget godt ud af situationen. Naar det nu skulle vaere, ik’?

Vi havde jo koebt busbilletter, saa der var ikke andet at goere end at vente og nyde livet. Saa det gjorde vi! Gik bl.a. en lille tur langs vandet til en lille tange, hvor vi bl.a. saa en masse klippegraevlinger og et par varaner (1,5 m lange firben!!!). Hotellet er godt besoegt af turistgrupper, som kommer forbi med deres store busser paa vej til safari i nationalparkerne. Nogle kom fra Kenya og kunne fortaelle om skudhuller i lastbiler, udbraendte busser, braendte huse og butikker osv. De var selv koert gennem med vaebnet eskorte, saa de havde faaet sig noget af en oplevelse … en lidt ubehagelig en af slagsen.

Mandag d. 31. december

Endnu en dag i ferieparadis. Omkring 30 grader, hoej sol og havudsigt (eller, naahnej, det er jo kun en soe,Viktoriasoeen). Foerste del af dagen er brugt paa afslapning paa stranden, resten vil blive brugt paa det samme. Men besoeget paa internetcafe gav os lidt flere oplysninger om situationen i Kenya, og desuden muligheden for at fortaelle hjem til alle I bekymrede folk derhjemme. Men bare rolig, vi bliver i Tanzania lidt endnu. I morgen tidlig kl 5.00 tager vi med bus mod Arusha gennem nationalparkerne, og derfra maa vi se hvad der sker. Vi maa jo haabe, at det daemper sig lidt igen i vores skoenne hjemland. Ellers starter skolen ikke foer d. 7.januar, saa der er tid nok!

Indtil vi kommer paa nettet igen. Godt nytaar til jer alle sammen. Kl. 24.00 (dvs. 22.00 dk tid) ligger vi i vores senge, da vi skal tidligt op i morgen. Men hvis nogen skulle vaere oppe kl 1.00 dansk tid, saa er det nok deromkring vi staar op!

Hav en rigtig hyggelig nytaarsaften!

Tirsdag d. 1. januar

I dag var vi tiiiidligt oppe (kl 3.00!!) da vi skulle med bussen til Arusha. Paa vejen koerte vi igennem baade Serengeti og Ngorongoro og saa en masse dyr: gnuer, zebraer, vildsvin, gazeller, giraffer, strudse, forskellige aber, boefler, flodheste og en del flere. Vi saa sagar et par loever i det fjerne (og glippede synet af en anden fordi den var paa den anden side af bussen end der hvor vi sad).

Serengeti er den klassiske afrikanske savanne som vi kender det fra naturfilm: fladt, oede, uden bevoksning og saa bare en masse dyr. Nogle af flokkene har maaske talt titusinder af dyr!! Ngorongoro nationalpark har faaet navn efter et stort krater, hvor dyrenene boltrer sig i dalen i bunden. Da vi jo altsaa ikke var paa sightseeing, men blot paa gennemrejse, kom vi kun til at koere oppe paa kanten af krateret og kigge ned. Resten af turen mod Arusha foregik i hoejland ad smaa veje indtil vi kom ud af parken. Maasaierne lever i parken under traditionelle forhold med at drive kvaeg. Aerligt talt er det lidt svaert at se hvad de ellers lever af (maaske turisme?). Men de ser ud til at klare det i de store oede landskaber, og man ser konstant maasaier paa vandring paa de oede sletter i deres karakteristiske farverige toej. En fascinerende befolkningsgruppe, som har formaaet at fastholde deres levestil langt hen ad vejen trods forandringer i omverdenen.

Alt ialt en god tur med store naturopevelser.

Vi ankom til Arusha ud paa eftermiddagen hvor vi fandt et sted at bo og noget at spise. Desuden fik vi set noget kenyansk fjernsyn. Det ser godt nok vaerre ud end vi foerst havde troet. Og da de har lukket for al trafik i Nairobi ved vi ikke helt om og hvordan vi kommer hjem igen. Der er ogsaa mangel paa braendstof, saa der er mange busselskaber der ikke koerer. For det tredje kan man jo sige, at det maaske ikke er det smarteste at koere i bus i Kenya da det har gaaet haardt ud over mange busser.

Onsdag d. 2. januar

Dagen er lige begyndt, men vi kan da informere om at det er meningen at vi tager til Makumira, hvor den lutherske kirke har et teologisk universitet. Luthersk Missionsforening er en af samarbejdspartnerne, og MS har vistnok ogsaa et center i naerheden ser det ud til (update: ok, vi naaede ikke lige at komme derud i dag!).

Vi fandt en campingplads lidt udenfor byen hvor vi nok bliver indtil vi kan komme til Nairobi. Resten af dagen gik med forskellige ting i byen og afslapning om aftenen i campingpladsens hyggelige bar.

Torsdag d. 3. januar

Hvad vi ikke lige fik naaet i gaar gjorde vi til gengaeld alvor af i dag. Vi fandt bussen ud til Makumira, hvor vi foerst gik hen til Mellemfolkeligt Samvirkes “Training Center for Development and Co-operation”, hvor vi blev vist lidt rundt. Skoent at se konkret hvad dansk bistand bliver brugt til! De har bl.a. ogsaa kompakte kurser i Kiswahili, saa det kunne jo vaere vi skulle komme tilbage hertil i en anden ferie.

Bagefter gik vi hen til Makumira University College, men da vi kom uanmeldt kunne vi desvaerre ikke faa lov til at blive lukket ind og vist rundt (fik at vide, at vi kunne komme i morgen tidlig, men det ved vi nu ikke helt om vi faar gjort; nu har vi set det udefra!). Naa, men derefter smuttede vi saadan set bare tilbage til Arusha, hvor vi lavede … ingenting. Derefter gik vi lidt rundt i byen og lavede … ingenting … igen! Gad vide hvad resten af dagen mon vil bringe …?

Nu her bagefter kender vi svaret: Heller ingenting 😀

Fredag d. 4. januar

Hvad skal man faa tiden til at gaa med naar man befinder sig i en stor, varm by uden saerlig mange spaendende steder at udforske. Et af de bedste svar paa det spoergsmaal blev til virkelighed i dag: gaa i swimmingpool s’foeli’! Vi betalte en smule for at kunne bruge poolen og faciliteterne ved et af de store fine hoteller i byen. Resultatet? Jo, en rigtig hyggelig afslapperdag ved og i poolen. Nogen hjemme i vinterkulden der kan slaa den?

Det var ioevrigt allerfoerste gang siden vi kom til Afrika, at vi har badet!! Det er altsaa ikke noget, der er normalt bare saadan lige at goere, og selv naar man kommer ud til fine strande og laekkert vand ved Viktoriasoeen, saa er det ikke muligt. Der er nemlig bilharzia i vandet, saa man kan – ligesom i de fleste soeer hernede – ikke bade der! Saa er en swimmingpool altsaa mere end velkommen.

Loerdag d. 5. januar

En succes som den i gaar blev vi noedt til at gentage. Som sagt saa gjort. Hen til swimmingpoolen og lave noejagtig det samme som i gaar: laese kenyansk avis, svoemme, dase, svoemme, slappe af, spise, svoemme …

… og naahjo, der var jo et absolut hoejdepunkt. Nyheden hjemmefra om at lillesoester Lene har faaet kaereste paa. Tillykke til ham (og jo da ogsaa lidt til hende 😉 )!

Soendag d. 6. januar

Intet saerligt! Blot en afslapperdag paa campingpladsen mens vi ventede paa at Nairobi skulle komme ordentligt paa benene igen!

Mandag d. 7 januar

Hurraaaaa! Hjemme igen. Vi fik et lift helt fra Arusha til Nairobi. Paa vejen fik vi et glimt af Kilimanjaro i det fjerne. Desuden saa vi en skypumpe, som blaeste roedligt stoev op i luften i en flot streg. Ikke at saadanne skypumper er noget saerligt, men den her var saerligt stor og flot.

Hjemme igen fik vi pakket de fleste af vores ting ud. De naeste par dage kommer til at gaa med at slappe af, vaske toej, og i det hele taget faa ordnet en masse praktiske ting.

Paa denne sidste dag kan jeg jo ogsaa benytte lejligheden til at sige tak til alle som mere eller mindre har fulgt vores rejse rundt i Oestafrika. Tak ogsaa for tanker, boenner og bekymring for vores ve og vel da der gik ged i den efter valget i Kenya. Det er dejligt at vide, at der er folk derhjemme i smoerhullet Danmark, som taenker paa os.

Reklamer

29 kommentarer Add your own

  • 1. Kurt Dalsgaard  |  december 3, 2007 kl. 9:43 pm

    Tak for beretningen. Vi har sendt mail til jer. Derfor får I ikke mere her.
    Forresten, Charlotte, fik du den rigtige med fra Kampala Backpackers.

    Svar
  • 2. Stefan  |  december 5, 2007 kl. 5:24 pm

    HA, HA… 😀
    Hun valgte vel bare én af dem med en hvid ende 😉

    Svar
  • 3. Bølle  |  december 5, 2007 kl. 11:40 pm

    Håber I nåede vel til øen
    Tak for sms-en fra søen
    ked’ligt og være en kons-kursist
    når man hellere ville være turist
    Børnene sir I skal passe på løver
    de æder jer bare hvis nu I prøver
    at skyde dem med et leg’tøjs gevær
    -det giver jo bare en masse besvær
    en rigtig skyder det skal i købe
    så vil I ingen risiko løbe…

    Camping med aber- sku det være nog’t
    det har jeg da virk’lig aldrig forstå’d
    De mange somre i sverige var
    vel lidt i den samme genre (ik far?)

    Nå, fedt må det være, så nyd det i to
    I skriver vel snart igen vil jeg tro…?
    Hils overalt hvor I kommer fra mig
    og sig, jeg engang rejser samme vej 🙂

    Knus fra den store poet!!!!!

    Svar
  • 4. Mikael Kongensholm  |  december 6, 2007 kl. 1:20 pm

    Hej venner, er I tæt på noget der hedder Kaabong i Uganda? Der studerer en af mine gamle gymnasiekammerater, Jakob Schwarz Sørensen, for tiden, ved ikke om I måske har gået med ham på NE?
    Fandt lige hans mailadresse på facebook, hvis I sku være interesserede. 🙂
    jakobswartz@hotmail.com

    Vi snakkes

    Svar
  • 5. Bølle  |  december 10, 2007 kl. 2:54 pm

    Såå cool og høre fra jer!
    Maria St har jo boet i Bokuba…- så det har jeg da hørt lidt om før 🙂
    Det lyder til at det vrimler med danskere…- men ikke med hæve automater- så kommer moren lige op i mig!
    Kan I nu sørge for at have penge nok med rundt til at kunne klare jer!!!! (men ikke så mange at I blir rippet…)
    Knuz Søs
    PS: erfaringen fra talrige motorcykelture siger at alt kan blive tørt igen med et par fyrfadslys…- fx motorcykelhjelme, støvler, telte – og undertøj… 🙂 (det tager bare lidt tid…)

    Svar
  • 6. Dorthe Dalsgaard  |  december 10, 2007 kl. 3:26 pm

    Mor – formaningerne har Karen klaret, næsten, så jeg vil bare sige, at det da var godt at det ikke var i Kbh. I skulle overtale en chauffør til at komme med på “efterkrav”, så tror jeg I havde fået brug for gåbenene.
    Ellers må jeg nok mene at I er “langt ude”.
    Lige en enkelt mor-bemærkning. Er der slet ikke risikabelt at overnatte i telt sådan bare på en strand, langt uden for lov og ret?
    Man kan vel stjæle andet end penge. (som I åbenbart ikke havde mange af)

    Svar
  • 7. Søren Dalsgaard  |  december 11, 2007 kl. 5:05 pm

    Vi overnatter kun i telt på campingpladser, ikke sådan helt i det fri. Så pladsen ved stranden var altså et ret sikkert sted på privat grund.
    Det med pengene kan vi vist godt sige, at vi har lært af. Næste gang skal vi nok hæve penge nok (og Karen, der er altså banker med hæveautomater her i Bukoba!).
    HVIS nu uheldet skulle ske og vi strander “derude et sted”, så finder vi nok ud af noget alligevel. Jeg mener, andre overlever fint derude 🙂

    Svar
  • 8. Bølle  |  december 11, 2007 kl. 7:57 pm

    hey hey i 2 -i kunne godt kommentere mit udmærkede poetiske bidrag!!!!
    Øv at jeg ikke var ved computeren… var ellers hjemme…
    🙂

    Svar
  • 9. Søren Dalsgaard  |  december 13, 2007 kl. 5:53 pm

    Aah, nej, undskyld. Det havde vi glemt. Vi har faktisk grinet ret meget over det. Det er nemli’ bare supersmukt! Har du overvejet at melde dig ind i “doede poeters klub”?

    Svar
  • 10. Bølle  |  december 13, 2007 kl. 6:00 pm

    Yep…
    seize the day passer jo perfekt til min hverdag… Not!!! 🙂
    Måske skulle I melde jer ind…
    Nå, men regner med at det her betyder at I er nået godt frem til Rwanda…?
    Knus

    Svar
  • 11. Søren Dalsgaard  |  december 14, 2007 kl. 9:31 am

    Jeps, vi er naaet godt frem. I dag tager vi videre til Kibuye og derfra sydpaa til Cyangugu (hvis I kan finde dem paa kortet?)

    Svar
  • 12. Søren Dalsgaard  |  december 17, 2007 kl. 9:12 am

    Naa, det blev saa ikke lige Cyangugu denne gang 😦

    Svar
  • 13. Dorthe Dalsgaard  |  december 17, 2007 kl. 12:23 pm

    Man kan finde et kort på nettet. hvor de byer Søren nævner er aftegnet. Jeg googlede bare, Rwanda kort, så var der nogle forslag på kort over Rwanda.

    Svar
  • 14. Bølle  |  december 20, 2007 kl. 11:01 am

    Hejsa
    Vil gerne lige høre fra jer…
    Har I det godt??
    🙂 Juleknus

    Svar
  • 15. Søren Dalsgaard  |  december 22, 2007 kl. 4:27 pm

    Ja, tak, vi har det godt. Efter lang tids internet-tørke er vi nu nået til Mwanza og har adgang til internet og det hele 🙂

    Svar
  • 16. Anders  |  december 24, 2007 kl. 1:23 am

    Hej Hej
    Glædelig jul!! 🙂 – til de 2 halv-negerbørn i Afrika….

    Vi snakkes forhåbenlig ved i aften. Vi har computeren tændt hele aftenen, så Messenger skulle kunne lade sig gøre som minimum…. Jeg tager mit web-cam med og så må vi se, om vi kan få noget billede op at køre på Lyngbygårdsvej.

    Håber I har det godt og stadig er super “rejselystne” til de sidste par uger. Hyg.

    Svar
  • 17. Søren Dalsgaard  |  december 25, 2007 kl. 4:19 pm

    Selv glædelig jul. Det var hyggeligt lige at få forbindelse igennem i aftes. Håber I stadig nyder juledagene.

    Svar
  • 18. Dorthe Dalsgaard  |  januar 2, 2008 kl. 5:11 pm

    Måske skulle I blive i Tanzania lidt endnu. Det lyder ikke så sikkert at færdes udenfor, i dele af Kenya, i hvert fald, hvis man skal tro den danske presse.
    Kristeligt Dagblad har i dag, (d 2.) en artikkel om urolighederne. Den er skrevet af Morten Bonde, som er udsendt af Mellemfolkeligt Samvirke til Kenya. Han skriver bl.a. at der i Nairobi er mangel på benzin. friske madvarer og kontanter i banker og pengeautomater.

    Svar
  • 19. Anders Kjærby Jacobsen  |  januar 2, 2008 kl. 5:58 pm

    Det er noget værre noget med situationen i Kenya. I bliver i Mukamira indtil situationen bliver bedre?
    Jeg håber snart der kommer en løsning, og at I undgår at opleve krisen på tæt hold. Det er rart at høre fra jer her på bloggen, især når historier om vold og mord i Kenya og Nairobi fylder medierne. Jeg er glad for at I er et stykke derfra!

    Svar
  • 20. Mikael Kongensholm  |  januar 2, 2008 kl. 8:55 pm

    Hej venner, tænker meget på jer i de her dage med uroligheder i Kenya. Håber tingene bliver rolige og falder til ro, så I kan komme tilbage og komme videre.
    Guds fred.

    Svar
  • 21. Marie Lind Burgdorf  |  januar 2, 2008 kl. 9:01 pm

    Hej Søren og Lotte!
    Det er spændende at læse på jeres blog! Vi har tænkt meget på jer her i den senere tid, og bedt om at I var i sikkerhed. Så det er dejligt at læse, at I trods alt oplever alt muligt spændende på sikker afstand! Jeg går ikke ud fra I vender tilbage før det er stabilt igen? Må man overhovedet, og kan man rejse ind i Kenya for tiden?
    Her er det helt almindelig januar med antræk til mikroskopisk sne, og stefans sidste eksamen for øje! Lige nu fikser han godt nok cykel, da hans hysteriske kone ikke kan forstå at hverken håndbremse eller kæde virker.. Ak ak. Jeg selv er ved at forberede mig til en konsprøve i næste uge. Med snot i hovedet og krads hals. Ja ja. 🙂 Men vi har det dejligt!
    Pas på jer dernede!! Vi tænker på jer, Kærligts fra Marie (og Stefan, men jeg går altså ikke lige ned i kælderen med computeren..)

    Svar
  • 22. Maria  |  januar 3, 2008 kl. 2:59 pm

    Hej I to! Ja, jeg kan tilslutte mig de bekymrede sjæle, der tænker på Jer! Jeg ville glæde mig over snart at se Jer hjemme igen i trygge Danmark, men der skal nok en del til for at det bliver aktuelt??? Håber at I har det godt hvor I er og at urolighederne snart holder op! Har I for øvrigt hørt om Jeres hjem i Nairobi er uberørt af brand/skyderi?

    Svar
  • 23. Søren Dalsgaard  |  januar 3, 2008 kl. 3:09 pm

    Tak alle sammen for jeres medleven og tanker om os. Vi er stadig i Arusha og foelger dagligt med i udviklingen i Kenya.

    Svar
  • 24. Dorthe Dalsgaard  |  januar 3, 2008 kl. 10:01 pm

    Har I mødt andre udlændinge i Arusha, jeg mener andre fra Kenya, som er taget derned ? Det kunne jo være rart, hvis I var flere der kunne følges ad, når I skal hjem.

    Svar
  • 25. Bølle  |  januar 4, 2008 kl. 12:20 pm

    Jeg spurgte lige poul og Margit om de kendte nogen dernede- men de er rejst hjem 🙂
    Håber at I har det godt og passer godt på jer selv!
    Vi tænker på jer, og på de mange stakkels mennesker der lever midt i uroen lige nu! Håber snart at der bliver fundet en løsning og at der ikke bliver optrapning i forbindelse med demonstrationen i dag…
    Knuz og kram Karen

    Svar
  • 26. Søren Dalsgaard  |  januar 4, 2008 kl. 8:02 pm

    Her paa campingpladsen hvor vi bor er der rigtig mange turister, og det var der ogsaa det sted vi boede i Musoma ved Viktoriasoeen. Nogle fra Musoma som kom fra graensen den dag det hele startede fortalte at de havde set udbraendte busser, skudhuller i lastbiler, braendte huse mm. De havde selv bevaebnet esakorte med. Det var altsaa i det vestlige Kenya.
    Nogle andre, som stadig er her i Arusha kom i egen bil fra Nairobi. De har indtil nu rejst 6 maaneder gennem mellemoesten fra Europa, og skal bruge ca 6 maaneder mere foer de ender i Sydafrika. De sagde det var roligt i Nairobi, de havde kunnet handle ind en af dagene, men at butikkerne nu var lukkede. Der var meget politi hele vejen til graensen, og de havde ikke paa noget tidspunkt foelt sig usikre. Saa det eneste var, at der jo altsaa var tomt i gaderne i Nairobi, de gader, som ellers altid er overfyldte.
    Afspaerringen, sagde de, var kun i centrum af byen, og burde altsaa ikke vaere det store problem ude hvor vi bor.
    Desuden snakkede vi ogsaa lidt med en kenyaner fra Westlands i Nairobi. Han tager hjem senest tirsdag, da han bliver noedt til at begynde paa arbejde naeste uge.
    Nu maa vi se hvad der sker …

    Svar
  • 27. Axl Hazarika  |  juli 27, 2013 kl. 10:39 pm

    It’s a pity you don’t have a donate button! I’d without a doubt donate to this brilliant blog! I guess for now i’ll settle for bookmarking and adding your RSS feed to my
    Google account. I look forward to fresh updates and
    will talk about this website with my Facebook group. Chat soon!

    Svar
  • 28. Gratuit psn  |  september 23, 2013 kl. 5:43 am

    I all the time emailed this webpage post page
    to all my associates, because if like to read it next my contacts will too.

    Svar
  • 29. Axl Hazarika Hum Badal Gaye  |  september 27, 2013 kl. 7:21 am

    Hello there! Do you use Twitter? I’d like to follow you if that
    would be ok. I’m absolutely enjoying your blog and look forward to new updates.

    Svar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Trackback this post  |  Subscribe to the comments via RSS Feed


%d bloggers like this: