Katolsk-karismatisk messe i Afrika

Solen skinner og vi er på vej til kirke. Vi kender ikke starttidspunktet for gudstjenesten, så vi satser: er man der kl 10 kan man da ikke tage helt fejl. Da vi ankommer er der propfyldt i kirken og sangen runger fra kirken på Kiswahili altimens kirkegængerne klapper i takt og ivrigt skrålere med. Vi er ved at være bange for at der slet ikke er plads, men en kirketjener hjælper os med at finde plads – helt oppe på de forreste rækker.

Min sidekammerat synger forfærdeligt, men han er ganske ivrig. Under sangen rokker han med til sangens rytme og strækker hænderne i vejret, og han kan liturgien på fingerspidserne. Ganske tydeligt en garvet kirkegænger.

Vi er i den katolske kirke i Karen, Our Lady Queen Church. Kirken lader til at være ret velbesøgt, for der holdes messe 6 gange hver søndag. Præsten træder frem og hilser menigheden, og alle svarer, akkompagneret af en hvid kvinde ved det lille keyboard oppe foran. Der er dog ikke nogen elektronisk trommemaskine på, men der står to conga-trommer, som dog ikke blev brugt i dag.

Søndagens tekster bliver læst af unge fra menigheden og imellem teksterne synges der ivrigt med på sangene der består af en blanding af katolsk salmetradition og afrikanske rytmer, tilsat musik fra det uautentiske, elektroniske orgel.

Så kommer prædikenen. Præsten er en midaldrende herre med et stort venlig smil. Han indøver dele af kirkens katekisme og engagerer menigheden ved hjælp af spørgsmål. På et af spørgsmålene må han gå hele vejen ned gennem midtergangen fordi en lille pige har rakt hånden i vejret for at svare på et spørgsmål. Præsten har tydeligvis øje for den enkelte. Efter introduktionen fortsætter han over i dagens prædiken – uden manuskript. Han hæver stemmen i ivrighed og taler engageret for at nå ud til sine menighed med budskabet. Han bevæger sig på gulvet nede foran og bruger kropssproget i sin kommunikation. Prædikenen handler om at bruge en mulighed i stedet for at spilde den. Selvom apostlen Peter fejlede så gav han ikke op. Judas derimod, gav op da han havde forrådt Jesus.

Efter prædikenen begynder forberedelserne til nadveren. Små afrikanske drenge (mon de var diakoner?) hjælper til med forberedelserne og den yngste har fået til opgave at ringe med klokken (der hvor brødet og vinen bliver forvandlet til Jesus legeme og blod). Efter liturgiske tekster, bønner og indstiftelsesord, kommer menigheden op en efter en. Underligt nok er det kun ca 1/4 der kommer op og modtager nadveren. Jeg troede det var det centrale element i den katolske messe!

Henimod slutningen af messen bliver der givet informationer for den kommende uge. Folk opfordres til at bede om Helligåndens gaver som forberedelse til pinsen i næste weekend. Til slut får alle en opfordring med hjem om at komme næste uge: “Næste uge er det pinse, så der kommer Helligånden og så skal vi tale i tunger. Forbered dig til det og kom og vær med på næste søndag.”

Så var det jeg tænkte: Størsteparten af den katolske kirke findes i tredjeverdenslande, og størstedelen af de katolske kirker ligner garanteret denne mere end  de ligner en middelalderlig europæisk kirke. Hvad siger det om katolicismen på verdensplan? Måske vi skulle til at ændre vores billede af hvad en katolik er? Det er ikke usandsynligt at vi, når vi skal forestille os en gennemsnitlig katolik, skal tænke på en kvinde i den tredje verden, en der taler i tunger, en der danser under sangene og klapper i takt, en for hvem nadveren ikke nødvendigvis er centrum, og hvor en karismatisk præst prædiker fra gulvet på en ualmindeligt uautoritær måde.

Hvornår får vi den første afrikanske pave?